<VTK 79/1> Alt liv og al glæde i verdensaltet har sit udspring hos Gud. Som lysstråler fra solen, som vandstrømme fra en levende kilde, flyder velsignelser fra ham til alle hans skabninger. Og hvor som helst Guds liv findes i menneskers hjerter, vil det flyde ud til andre med kærlighed og velsignelse.

<VTK 79/2> Det var vor Frelsers glæde at opløfte og frelse faldne mennesker. For dette holdt han ikke sit eget liv dyrebart, men tålte korset uden at agte forhånelsen. Således er også englene altid beskæftiget med at virke for andres lykke. Dette er deres glæde. Det, som egenkærlige hjerter vil anse for en nedværdigende tjeneste, nemlig at hjælpe dem, der er elendige og dem på alle måder underlegne i karakter og rang, er de syndfrie engles beskæftigelse. Kristi selvopofrende kærligheds ånd er den ånd, der råder i himmelen og danner selve grundlaget for deres lyksalighed. Dette er den ånd, Kristi disciple vil have; dette er det værk, de vil udføre.

<VTK 79/3> Når Kristi kærlighed findes i hjertet, er den som en sød vellugt, der ikke kan skjules. Alle, vi kommer i berøring med, vil fornemme dens hellige indflydelse. Kristi ånd i hjertet er ligesom en kilde i ørkenen, der flyder til vederkvægelse for alle og gør dem, der er nær ved at fortabes, begærlige efter at drikke af livets vand.

<VTK 80/1> Kærligheden til Jesus vil vise sig i ønsket om at virke, ligesom han virkede for menneskehedens velsignelse og opløftelse. Den vil lede til kærlighed, medfølelse og ømhed mod alle de skabninger, vor himmelske Fader har omsorg for.

<VTK 80/2> Vor Frelsers liv på jorden var ikke et liv i magelighed og selvoptagethed; alvorligt og utrætteligt arbejdede han for den fortabte menneskeslægts frelse. Fra krybben til korset fulgte han selvforsagelsens vej og søgte ikke at unddrage sig besværlige opgaver, ubehagelige rejser eller bekymringer og anstrengende arbejde. Han sagde: "Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning for mange." Matt 20,28, Dette var hans livs ene store formål. Alt andet var underordnet. Det var hans mad og drikke at gøre Guds vilje og at fuldende hans gerning. Egennytte og egenkærlige interesser kendte han ikke.

<VTK 80/3> Således vil også de, der er delagtige i Kristi nåde, være rede til enhver opofrelse, for at andre, for hvem han døde, kan blive delagtige i den himmelske gave. De vil gøre alt, hvad de kan, for at deres liv kan være med til at gøre verden bedre. Denne ånd viser sig altid hos den, der i sandhed er omvendt. Så snart nogen er i Kristus, opstår der i ham et ønske om at fortælle andre, hvilken ven han har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke stænges inde i hans sind. Er vi iført Kristi retfærdighed og fyldt med glæde i Helligånden, vil vi ikke kunne tie. Dersom vi har smagt og set, at Herren er god, vil vi have noget at fortælle. Ligesom Filip, da han fandt Frelseren, vil vi indbyde andre til at komme til ham. Vi vil søge at vise dem Kristi elskelige karakter og den tilkommende verdens usynlige realiteter. Ønsket om at følge den vej, Jesus har vandret på, vil blive stærkere og stærkere. Der vil være en inderlig længsel efter, at de, der er omkring os, må se "det Guds lam, som bærer verdens synd."

<VTK 81/1> Og bestræbelsen for at velsigne andre vil bringe velsignelse over os selv. Dette var Guds hensigt med at give os et arbejde at udføre i forløsningens plan. Han har givet menneskene ret til at blive delagtige i den guddommelige natur, og de må til gengæld bringe velsignelse til deres medmennesker. Dette er den højeste ære, den største glæde Gud kan skænke menneskene. De, der således deltager i kærlighedens tjeneste, kommer deres Skaber nærmest.

<VTK 81/2> Gud kunne have overladt det til de himmelske engle at forkynde evangeliets budskab og fuldbyrde barmhjertighedens værk. Han kunne have anvendt andre midler til at gennemføre sin hensigt, men i sin evige kærlighed valgte han at gøre os til sine egne og Kristi og englenes medarbejdere, for at vi kunne blive delagtige i de velsignelser, den glæde og åndelige højnelse, som denne uegennyttige tjeneste medfører.

<VTK 81/3> Vi sammensmeltes med Kristus ved at blive delagtige i hans lidelse. Enhver selvfornægtende handling til andres bedste styrker godgørenhedens ånd i giverens hjerte og knytter ham fastere til verdens Forløser, som "for eders skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans fattigdom skulle blive rige." Og det er alene, når vi således opfylder Guds hensigt med vor skabelse, at livet kan blive en velsignelse for os.

<VTK 81/4> Hvis du vil arbejde sådan, som det er Kristi hensigt hans disciple skal arbejde, og vinde sjæle for ham, vil du føle trang til dybere erfaring og større kendskab til guddommelige ting, og du vil hungre og tørste efter retfærdighed. Du vil bede inderligt til Gud, din tro vil blive styrket og din sjæl drikke dybere af frelsens kilde. Den modstand og de prøvelser du møder, vil drive dig til bøn og til læsning i Skriften, og du vil opnå en stedse dybere erfaring.

<VTK 82/1> Uegennyttigt arbejde for andre giver karakteren dybde, fasthed og kristelig ynde og bringer fred og lykke. Man kommer til at tragte efter højere ting, og der bliver ingen plads til dovenskab eller egennytte. De som således øver sig i de kristelige dyder, vil vokse og blive stærke i Guds gerning. De vil få et klart åndeligt syn, en stadig voksende tro og forøget kraft i bøn. Guds ånd virker på dem og fremkalder en hellig harmoni i sjælen som svar på den guddommelige påvirkning. De, som hengiver sig til uegennyttige bestræbelser for andres bedste, arbejder visselig på deres egen frelse.

<VTK 82/2> Den eneste måde, hvorpå vi kan vokse i nåden, er, at vi uegennyttigt udfører netop den gerning, Kristus har overdraget os nemlig efter bedste evne at bringe hjælp og velsignelse til dem, der behøver vor hjælp. Styrke kommer ved arbejde; virksomhed er en nødvendig betingelse for liv. De, der forsøger at vedligeholde det kristelige liv ved blot at tage imod de velsignelser, som kommer gennem nådemidlerne, og intet udretter for Kristus, søger simpelt hen at leve af at spise uden at arbejde; men dette fører altid både i den åndelige og i den timelige verden svækkelse og forfald med sig. Den, der ikke vil bruge sine lemmer, vil snart miste al kraft til at bruge dem. Således vil den kristne, der ikke bruger de kræfter, Gud har givet ham, ikke alene ophøre med at vokse op til Kristus, men han vil miste den kraft, han allerede er i besiddelse af.

<VTK 83/1> Kristi menighed er Guds udvalgte redskab til menneskenes frelse. Dens mission er at forkynde evangeliet i verden, og denne pligt påhviler alle kristne. Enhver bør benytte sine bedste evner og enhver anledning til at udføre det hverv, Frelseren har betroet ham, Kristi kærlighed, som er åbenbaret for os, gør os til alles skyldnere, som ikke kender ham. Gud har givet os lyset, ikke for os selv alene, men for at vi skal bringe det videre til andre.

<VTK 83/2> Om de, der følger Kristus, ret forstod deres pligt, ville der være mange tusinder for hver en, der nu er, som forkynder evangeliet i hedenske lande. Og alle, der ikke personlig kan deltage i denne gerning, ville støtte den med deres midler, deres interesse og deres bønner, og der ville også blive udført langt mere ihærdigt arbejde, end tilfældigheder, for sjæle i kristne lande.

<VTK 83/3> Vi behøver ikke at rejse til hedenske lande eller forlade hjemmets snævre kreds for at virke for Kristus, hvis det er der, pligten kalder os. Vi kan virke i hjemmet, i menigheden, blandt vore omgivelser og dem, vi har forretningsforbindelser med.

<VTK 83/4> Den største del af vor Frelsers liv på jorden blev tilbragt med tålmodigt arbejde i en tømmermands værksted i Nazareth. Tjenende engle fulgte livets Herre, da han ukendt og uden anseelse vandrede side om side med bønder og arbejdere. Han udførte sin mission lige så trofast, da han arbejdede i sit håndværk, som da han helbredte de syge eller vandrede på Genesareth sø's oprørte bølger. Således kan også vi i livets mest uanselige stillinger og ringeste pligter vandre med Jesus og virke med ham.

<VTK 84/1> Apostelen siger: "I den stand, hvori enhver blev kaldet, brødre, deri blive han for Gud" 1Kor 7,24. Forretningsmanden kan føre sin forretning på en sådan måde, at hans Mester forherliges ved hans troskab. Er han en sand Kristi efterfølger, vil han føre sin religion ind i alt, hvad han gør og åbenbare Kristi ånd for menneskene. Håndværkeren kan være et flittigt og trofast eksempel på ham, der arbejdede hårdt med livets ringe sysler blandt Galilæas høje. Enhver, som nævner Kristi navn, bør arbejde således, at andre kan se hans gode gerninger og ledes til at ære deres Skaber og Forløser.

<VTK 84/2> Mange har undladt at bruge deres evner i Kristi tjeneste, fordi andre har bedre gaver og fortrin. Den mening har gjort sig gældende, at kun de, der er særlig godt begavet, bør hellige deres evner til Guds tjeneste. Mange har den forestilling, at talenter kun gives til en vis begunstiget klasse, og at alle andre af denne grund ikke er kaldet til at deltage i besværlighederne eller opnå belønningen. Men dette er ikke, hvad lignelsen om talenterne lærer os. Da husets herre kaldte sine tjenere, gav han hver sin gerning.

<VTK 84/3> Vi kan udføre livets ringeste pligter i en kærlig ånd "som for Herren." Kol 3,23. Dersom Guds kærlighed er i hjertet, viol den vise sig i livet. Kristi vellugt vil omgive os, og vor indflydelse vil, blive til højnelse og velsignelse for andre.

<VTK 84/4> Du bør ikke vente på store anledninger eller forlange usædvanlige evner, før du begynder at arbejde for Gud. Du behøver ikke at bekymre dig om, hvad verden vil tænke om dig. Hvis dit daglige liv er et vidnesbyrd om din tros renhed og oprigtighed, og andre overbevises om, at du gerne vil gøre dem godt, vil dine bestræbelser ikke være ganske spildt.

<VTK 85/1> De ringeste og fattigste af Jesu disciple kan være til velsignelse for andre. De forstår måske ikke selv, at de udretter noget videre godt; men ved deres ubevidste indflydelse kan de sætte bølger af velsignelse i gang, som vil udvides og uddybes, medens de velsignede frugter deraf måske aldrig bliver åbenbarede for dem før på den sidste store regnskabsdag. De synes ikke og ved ikke, at de udretter noget stort. Det fordres ikke af dem, at de skal besvære sig med bekymring om resultaterne. De behøver kun at gå fremad i stilhed og med troskab udføre den gerning Gud i sit forsyn giver dem, så vil deres liv ikke være forgæves. De vil vokse sjæleligt og udvikles mere og mere efter Kristi billede, De er Guds medarbejdere i dette liv, og således beredes de til en højere gerning og en fordunklet glæde i det tilkommende liv.